Du skal bare være dig selv. Eller skal du?

Det er sandsynligvis et af de mest velmenende råd, vi giver hinanden: ”Du skal bare være dig selv”.

Og måske også et af de mest misforståede. Et råd der nogle gange gives i et misforstået hensyn til et menneske, der står overfor en udfordring og har søgt et råd.

Jeg forstår godt intentionen bag det. Jeg har selv sagt det til andre mennesker, f.eks. til min datter, når hun f.eks. igennem livet har været lidt nervøs for at starte på efterskole, i gymnasiet, på uddannelse. For selvfølgelig skal vi ikke gå rundt og spille roller eller forsøge at være nogen, vi ikke er. Selvfølgelig skal der være sammenhæng mellem det menneske, vi er, og det udtryk, vi sender ud i verden. Og allermest vigtigt – selvfølgelig skal du ikke lave om på dig selv i en grad, der gør ondt på dig.

Mulig fastholdelse i den samme adfærd

Samtidig er det min vurdering, at sætningen nogle gange bliver brugt på en måde, der kan ende med at fastholde os i mønstre og adfærd, som ikke gavner os.

Dén del er vildt interessant.

Lad mig give dig et par eksempler fra min egen verden.

Jeg arbejder med ledergrupper. I de processer sker der en udvikling med hver leder, men også i gruppens måde at kommunikere og interagere på. Træffe beslutninger på, sikre forståelse internt i gruppen på. Vi kan sidde og arbejde intensivt med kommunikation, relationer, alignment og adfærd. Vi taler om gennemslagskraft. Om tydelighed. Om hvordan deres kommunikation påvirker samarbejdet internt i gruppen og eksternt rundt omkring i virksomheden. Om hvordan usikkerhed, uklarhed eller manglende kalibrering mellem lederne skaber støj og fortolkninger længere nede i systemet.

Undervejs får de a-ha-oplevelser og lærer nyt om sig selv og hinanden. At deres mandat og indflydelse måske ikke er så tydeligt, som de troede. At de bliver utydelige under pres. At de taler for abstrakt. At de glider uden om konflikter. At de bliver defensive. At deres kropssprog sender noget andet end det, de ønsker. At deres måde at kommunikere på faktisk spænder ben for den indflydelse, de gerne vil have.

Lige så sikkert som Amen i kirken er der én, der på et tidspunkt siger:

“Vi skal jo også bare huske at være autentiske… at være os selv”.

Og lige dér sker der bare noget uheldigt i lokalet.

Pludselig er det som om energien daler. Arme krydses over brystet. Det kan føles som om ambitionen om forandring, med et knips, dæmpes kollektivt. Som om nogen pludselig kommer til at føle, at det måske er forkert at ville ændre noget ved sig selv. At det bliver lidt skamfuldt at arbejde bevidst med sit udtryk, sin adfærd eller sin kommunikation.

Jeg VED, at det ikke bliver sagt for at lægge en dæmper på noget eller for at bremse en kollegas udvikling. Faktisk er mit bud det modsatte. Jeg tror, det er et misforstået hensyn, der tages. Et forsøg på at passe på hinanden. Et forsøg på at sige: “Du er god nok som du er”, og det er jo en virkelig dejlig besked at få. Det har vi alle brug for ind imellem.

Din udvikling påvirker også andre

Når vi udvikler os, påvirker det alle omkring os. Roller flytter sig. Dynamikker ændrer sig. Og det kan være mere forstyrrende for et fællesskab, end vi bryder os om at indrømme.

Problemet opstår, når autenticitet bliver gjort til det modsatte af udvikling.

For hvis den måde, du “bare er dig selv” på, gør det svært for dig at skabe relationer, få følgeskab, stå tydeligt som leder eller brænde igennem med dit budskab, hvad er så pointen i aldrig at udfordre den adfærd?

Naturlig eller tillært adfærd

Noget kan føles naturligt uden nødvendigvis at være hensigtsmæssigt. Det er en meget vigtig forskel.

Jeg møder mange mennesker, der beskriver deres egen adfærd som naturlig og medfødt. Det er den måske i nogle tilfælde. Men hvad nu hvis den ikke er naturlig og medfødt? Hvad nu hvis den er tillært gennem mange år og er blevet en vane – noget som du efterhånden mestrer til perfektion, fordi du har gentaget adfærden igen og igen i lang tid?

Lad os lige lege lidt med det. Måske har du lært at fylde for lidt eller for meget, fordi det var det, der engang blev belønnet. Måske har du lært at tale meget teknisk for at virke kompetent, fordi du kunne mærke at ingen hørte dig, hvis ikke du blev dygtig til netop det. Måske har du lært at smile og glatte ud for at undgå konflikter. Måske har du lært at holde igen med ambitioner, fordi det føles mest trygt bare at gøre som du plejer.

Efter mange år føles en bestemt adfærd naturligt.

Men blot fordi en adfærd føles naturlig betyder det ikke, at den adfærd støtter dit ønske om noget andet.

Vi siger heller ikke til mennesker, der ønsker at blive bedre til at løbe, spille klaver eller tale et nyt sprog, at de bare skal være sig selv. Vi accepterer fuldstændig idéen om træning og udvikling på næsten alle andre områder i livet. Men når det handler om personlig udvikling, herunder f.eks. i forbindelse med ledelse og kommunikation, opstår der nogle gange en besynderlig modstand.

Som om ønsket om at udvikle sig automatisk betyder, at man er falsk.

Autenticitet forveksles med vaneadfærd

Autenticitet handler ikke om at gøre det, du altid har gjort. Det handler om, at der er sammenhæng mellem dine værdier, intentioner og handlinger. Du kan godt være autentisk og samtidig arbejde målrettet med din kommunikation, dit kropssprog, din stemme eller din måde at være i relationer på.

Faktisk vil jeg argumentere for, at mange mennesker bliver mere sig selv, når de tør udvikle sig.

Jeg ved, at det netop er i forskellen mellem intention og effekt, kommunikation og konsekvens mødes.

For selv de mest kærligt mente råd som ”du skal bare være dig selv” kan ende med at få modtageren til at blive stående dér, hvor de altid har været.